Forankret i jorden på Vellinge Väster

Olsborg. Haga. Kvarnvik. Petersro.
På de frugtbare marker ned mod strandengene på Vellinge Väster har gårdene altid ligget på rad og række. Her har roearbejderne knoklet sig gennem efterårskampagnen, og folkene på grøntsagsmarkerne har trukket porrer op af jorden.

I dag er mange af landbrugene forsvundet. Men på Petersro holder Per Larsson traditionen i live – nu i tredje generation.

For et øjeblik siden styrtede regnen ned. Nu bryder en bleg decembersol gennem skyerne og lyser roebunkerne op samt den våde jord omkring stuehuset på Petersro. Da Per Larsson tager imod på gårdspladsen, føles billedet af det skånske landliv med bølgende kornmarker og gule rapsmarker langt væk. Men rundt om os ligger jorden – klar til at blive bearbejdet endnu et år.

Gården Petersro har dybe rødder. Men stuehuset så engang anderledes ud. I begyndelsen af 1900-tallet blev den klassiske firlængede skånegård ødelagt i en brand. Som så mange andre her i området.

– Ja, det var ret almindeligt dengang, før elektriciteten. Man havde endda et evakueringshus derovre, siger Per og peger mod Ängavägen. Her boede folk, mens deres gård blev genopført. Nogle gange flere familier samtidig.

I 1937 købte Pers farfar Gunnar Petersro, og senere tog Pers far Göran over. Her voksede Per op med naturen som en naturlig del af hverdagen. Med landbruget og jagten – men også med sin mor Ann Margrets blik for detaljer.

– Min mor var biologilærer. Så det var aldrig “derovre ved træet”, men altid “derovre ved birken”. Man fik det ligesom med sig fra starten, siger Per.

For Pers to søstre var det hestene, der trak. For Per var det maskinerne.

– Jeg begyndte at køre traktor, da jeg var syv-otte år. Man startede i det små, med at harve. Far på den ene mark, og jeg på den anden.

Passionen for traktorer har fulgt Per gennem årene. Det bliver tydeligt, da de store skydedøre til en af maskinhallerne åbnes. Her står omkring 40 traktorer – de fleste hans egne. Langt de fleste er af det amerikanske mærke John Deere, med deres grønne og gule lak og den springende hjort på motorhjelmen. De ældste er fra 1930’erne, og et par af dem har endda vundet priser som “Best in Show”. Næsten som heste.

At føre familietraditionen videre var ikke en selvfølge for Per. I slutningen af 1990’erne boede han med sin kone i en lejlighed, arbejdede hos Hydrotech og som deltidsbrandmand i Vellinge. Det var dér, hans far Göran ringede.

– Han sagde, at nu måtte vi beslutte os for, om vi ville tage over og flytte hertil. Ellers var det tid for ham til at sælge.

Og sådan blev det. Båndet til jorden, stedet og det, der spirer, var stærkt nok. For det er netop det, der tiltrækker ved livet som landmand, siger Per:

– Det er smukt at følge årstidernes skiften og være den, der får noget til at gro og blive til mad. Mig, solen, vinden og vandet – vi samarbejder. Og så muldjorden, den er god at arbejde med. Jeg kan også godt lide, at man hele tiden må lære og gøre tingene bedre.

Per har haft både sin nysgerrighed, sin mentor Holger Andersson fra nabogården og sin far som støtte – som blev ved med at arbejde på gården, så længe han kunne. I dag er dyrkningsarealet vokset til 160 hektar og rummer både korn, raps og sukkerroer. Og også lidt andet, som faktisk har gjort Per Larsson til noget af en lokal kendis.

– Der kom regler om at afsætte jord til økologiske fokusarealer. Så tænkte jeg, at man lige så godt kunne gøre noget sjovt ud af det. Første år blev det et svensk flag af honningurt og sennep, og året efter en smiley. Sidste år lavede jeg Ukraines flag. Det har været omtalt i mange forskellige medier.

På trods af kærligheden til jorden og afgrøderne arbejder Per stadig på deltid hos Hydrotech og som brandmand. Det handler om at møde mennesker og være en del af det samfund, han lever i.

– I sommer, da det bare regnede, og kornet begyndte at lægge sig, var det rart at tage på arbejde og tænke på noget andet for en stund.

For sådan er livet som landmand – man er afhængig af vejret og bundet til stedet. Ferier må vente til efter høsten, og der kan ske ting, som vender det hele på hovedet. Som sidste efterår, da eksplosionen på Sveriges eneste sukkerfabrik i Örtofta betød, at roebunkerne blev liggende ude på markerne.

– Man plejer at sige, at bondens hukommelse kun går et år tilbage, så man kan holde til at fortsætte. Der er meget, man ikke selv styrer, men som regel jævner det sig ud mellem det gode og det svære.

Endnu har Per ingen planer om at lægge landbruget fra sig. Der er stadig meget at lære. Men en fjerde generation på Petersro ser det ikke ud til at blive til. Hans nu voksne sønner har valgt andre veje.

– Det har jeg det helt fint med. Så længe de har passet deres skole og været sammen med venner, har jeg aldrig stillet krav. Jeg fortsætter, så længe jeg kan – og så må andre tage over. Sådan er livet.